Vinter-rakubrænding.

I weekenden 4.-5. dec 2010 - i sol, sne, vindstille og 8 graders frost - afprøvede jeg så min plan om at raku-brænde om vinteren. - Og som forudsagt, så er det ikke noget problem overhovedet, hvis man bare er klædt på til kulden og gider rydde lidt sne, for keramikken er nemlig fuldstændig ligeglad med vejret. At den tager aftryk af vejret er så en helt anden og interessant ting. - Herom senere, for det kræver en mere indgående forklaring omkring raku-glasurers interaktion med vejr, vind, varme, kulde og ilt eller mangel på samme. 

På billedet er jeg ved at sætte mine forglødede og glaserede emner ned i den klargjorte ovn. 

I bunden af ovnen står en stålskammel, som jeg har lagt en silimanitplade på, som først er påført separator/pladevask med en bred blød pensel (jeg bruger en 14 cm bred japansk Haik-pensel). Det er for at forhindre, at de næsten uundgåelige glasurdryp skal ødelægge pladen.

Gasflaske og brænder er også monteret og klar til at jeg tænder op. Brænderen er skruet fast ved indgangen til ovnen, således at gasflammen vil varme op under stålskamlen.

Nogle forvarmer deres raku-emner op til 200 grader C i elovn, inden de påbegynder raku-brændingen. - Jeg nøjes med at hente mine emner direkte fra værkstedet, der har en stuetemperatur på ca. 20-22 grader C - og jeg har endnu ikke oplevet problemer med den manglende forvarmning.

Her tager jeg et kig ned til de "varme emner". Jeg er blevet lidt mere påpasselig, efter at jeg har fået svedet både øjenbryn, -vipper og hår en dag jeg "kiggede for dybt i ovnen".

Jeg starter raku-brændingen ved ca. 1/2 kraft på gastilførslen og fortsætter i ca. 15 min. før jeg øger tilførslen til 3/4 kraft og temperaturen dermed stiger yderligere. Jeg foretager ingen egentlig temperatur-måling, men vurderer alene ved kigget i ovnen, hvornår emnerne er færdig-brændte. Det kræver lidt øvelse og kendskab til de enkelte glasurer, men "øvelse gør mester".

Første brænding tager altid lidt længere tid en de efterfølgende, fordi ovnen og skamlen er kolde og selv skal varmes op også. Senere har de varmen i sig og det går hurtigere. Første brænding tager op til 1 time og de efterfølgende 1/2 til 3/4 time alt efter mængden og godstykkelsen af emnerne i ovnen.

Tilføjelse pr. 1-11-15: Selv bruger jeg stadig øjemål ved glasuren og hånddosering på gassen når jeg raku-brænder. Men er du til det mere tekniske, så er det tilladt at anvende et manometer på gastilførslen og en temperaturføler og/eller kegler ved brændingen i ovnen.

Her er fotografen (han hedder Torben og er min mand) gået helt tæt på ovnen med mit kamera..!

Man aner de rødglødende emner dernede og ser også bobler i glasuren. Begge dele indikerer at temperaturen endnu ikke er høj nok. Emnerne skal være mere gul-orange og denne glasur skal virke glat og blank.

Det hvide der ses indvendig i ovnen er keramisk filt som er højisolerende og selvfølgelig også tåler de høje temperaturer.

Emnerne er forud for denne raku-brænding forglødet i el-ovnen til 1000 grader C. - Når de er færdige i raku-brændingen har temperaturen været mellem 900 og 1000 grader C - ahængig af glasurens smeltepunkt.

Her er jeg ved at tage en "stiliseret elg" op af ovnen med rakutangen. Jeg har lange svejsehandsker på, når jeg gør dette, for det er hot, hot, hot!

Inden jeg er nået hertil, har ovnen været oppe på føromtalte ca. 900 grader C, og emnerne har været gul-orange og blanke.

Jeg har så lukket for gassen og lige ladet ovn og emner hvile sig et minuts tid før jeg åbner ovnen. Herved falder temperaturen lidt igen, samtidig med at emnerne får lidt ilt. Nu åbner jeg så ovnen ved at løfte og dreje låget til side og kan rigtig se på "varerne", men ikke for længe for nu skal de hurtigt i reduktionsbeholderen, før de bliver for kolde.  

Specielt ved emner med lav godstykkelse, og små emner, er det vigtigt med hurtig transport mellem ovn og reduktion, fordi de køler hurtigere af end mere massive og større emner.

Specielt vigtigt hvis ønsket er et resultat med kraftig reduktion, dvs. kraftig røgudvikling og dermed sortfarvning af emnerne. Men også vigtigt hvis ønsket er kobber- eller guldnuancer i en kobber-cobolt-holdig glasur. For samme glasur bliver ved mindre reduktion blå.  

På fotoet her er jeg ved at transportere en mislykket raku-brændt "dyre-krukke" fra ovn til reduktionsbeholder. Det kræver lidt øvelse at arbejde med den lange raku-tang, og at få ordentligt fat i emnet, uden at lave for mange mærker i det eller tabe det - sidstnævnte er bare forbudt!

Mht. mærker, så bliver de sjældent graverende, fordi glasuren stadig er så blød at den flyder sammen igen, hvor tangen har afsat mærker.

Hvis man ikke vil have mærker i sine emner, så er det faktisk vigtigere at undgå reduktionsmærker, som er mærker, der kan opstå, når den stadig bløde glasur kommer i kontakt med reduktionsmaterialet. Man undgår det ved at lade emnerne køle lidt længere tid og vælge et ikke for groft materiale. Man kan også bare lade disse mærker være en del af overfladestrukturen.

Her ser du ikke "hjerter i brand", men "stiliserede elge" i reduktionsbrand. Branden opstår straks de "gloende elge" kommer i nærheden af brændbart materiale.

Reduktionsbeholderen er her en en gammel udtjent saftkoger, som jeg købte for en "slik" på det årlige Lidhult loppis.

I beholderen er reduktions-materialet savsmuld, som kan købes i det lokale byggemarked i store sække som dyrestrøelse.

Man kan i virkeligheden anvende alt småt brændbart, kun fantasien sætter grænser. Aviser er f.eks. også meget anvendelige, eller tørre efterårsblade eller fyrrenåle.

Her dækker jeg nu reduktionsbranden med så meget reduktionsmateriale at de åbne flammer bliver kvalt. Branden fortsætter dog nede i beholderen.

Der udvikles meget røg ved denne proces, så man skal være forberedt på at man lugter som "en røget sild" bagefter. Og man skal helst opholde sig med vinden i ryggen, for ikke at få røgen "galt i halsen".

Hvad er en reduktionsbrand?

Det der sker under branden er at råvarer og kemikalier i glasur og reduktionsmateriale går i kemisk forbindelse med ild og ilt. Specielt mængden af sidstnævnte er en afgørende faktor for slutresultatet ved glasurer, som indeholder kobber-oxyd eller -carbonat og cobolt-oxyd eller -carbonat.

I det øjeblik ilten er opbrugt i en lukket reduktions-beholder, overlever ilden alene ved at ernære sig af den ilt, der er i glasuren. Når ilten trækkes ud af glasuren opstår de smukke flammede nuancer i kobber og guld.

Hvis man reducerer i åbne beholdere, så er der mere ilt til rådighed og resultatet vil blive en blanding af kobber og blå eller grønne nuancer eller noget andet. Mulighederne er uendelige og resultatet er aldrig ens.

Opholdet i reduktionsbeholderen kan variere fra 5 min. til 1/2 time, 1 time eller mere alt efter hvor kraftig reduktion man ønsker. I virkeligheden kan man også bare lade emnerne ligge til alt materiale er brændt ud. 

Samme dag som jeg raku-brændte, havde vi igen besøg af vores nysgerrige og sultne rådyr, som vi fodrer her om vinteren. Menuen stod denne dag på gulerødder. Det lyder sjovt når de knaser dem, lidt ligesom når vi andre knaser bolsjer.

De har været inspiration til denne nybrændte og rengjorte "dyrekrukke". - Den "kunstneriske frihed" har tilladt, at dyrene på krukken faktisk er kronhjorte og ikke rådyr.

Dyrekrukken var et af flere vellykkede resultater denne weekend.

Dagen før havde det regnet i tove hele dagen, så nu skulle det altså være, trods en lunefuld vejrudsigt. Det lykkedes også, selvom jeg måtte gøre nogle ophold undervejs og bringe de klargjorte emner i tørvejr, når der kom en byge.

OBS: Jeg var ene på raku-pladsen denne dag, derfor er der ingen fotos af selve arbejdsgangen.