Unika keramik og akvarel.
Unika keramik og akvarel.
Eller sagt på en anden måde: Naturen er min største inspirationskilde! - og det er jeg ikke den første, der har sagt. Men det er bare sådan det er, for mig som for tusindvis af andre kunstnere.
Især naturen ved vores hus her i Lidhult, Småland (Sverige), giver helt unikke oplevelser med et rigt dyre- og planteliv, lige udenfor vores vinduer.
Skoven ligger helt tæt op til huset, hvilket indebærer at vi slet ikke kan undgå at følge årstidernes skiften, og det på første parket.
Skoven er blandet løv- og nåleskov, men omkring huset er der flest løvtræer. Det giver et brag af grønt, og grønt lys helt ind i huset, når alt springer ud i foråret. Tilsvarende får vi et brag af gult, gyldent og orange også indendørs, inden træerne i efteråret smider løvet, for at gå nøgne igennem vinteren.
I løbet af sommeren har vi mange skønne skyggepladser udendørs, og tilpas svalt klima indendørs. Det skyldes rækken af smukke gamle egetræer foran, men på tilpas afstand af huset. De fungerer som naturlig klimaskærm med en vandrende og let flimrende skygge over både grund og hus.
Når egetræerne så smider løvet i efteråret, forsinker det oplevelsen af lysets uundgåelige tilbagetrækning, fordi solen nu står lavt, og har næsten uhindret adgang langt ind ad vinduerne. Selv gråvejrs- og regnfulde dage opleves som lysere, end da efterårets farveorgie stod på.
Dyrelivet er vildt og mangfoldigt, for vi får flere gange dagligt besøg af f.eks. rådyr, egern, solsort, skovskade, almindelig skade og en uendelig række af småfuglearter.
Spurvehøgen kommer også jævnligt på besøg. Det samme gælder skovsneppen, som vi kalder "knors" pga. dens karakteristiske "knurren" når den afpatruljerer territoriet. Spætter i næsten alle afskygninger har vi også, f.eks. flagspætte, grønspætte, sortspætte, m.fl., den ene mere højlydt end den anden, når de opsøger føde, enten hakkende i et træ, eller, for grønspættens vedkommende, spankulerende rundt på vores eng.
Store flokke af traner på træk oplever vi en måneds tid to gange om året, hhv. forår og efterår, når de pendler mellem Sydeuropa eller Nordafrika og Hornborgasjön lidt nordpå mellem søerne Vänern og Vätern. Det opleves nærmest som om vi bor midt på deres motorvej.
Et mere sjældent, men meget kærkomment, syn, det er når en statelig elgtyr eller en elgko passerer over grunden, koen måske endda med en kalv eller to. - Så bliver man stille og ydmyg.
Det er som at bo i en dyrepark, blot lever dyrene her frit, og det er os mennesker, som er i bur, om nogen, når vi frivilligt opholder os indendørs.
Inspirationen er altså lige udenfor vinduerne og hoveddøren. Men på mine mange trave- og cykelture i omegnen, som er skiftevis skov og åbent land med mange søer, kommer der også rigtig mange naturindtryk til mig, som direkte eller indirekte bliver til ny keramik. På disse ture dukker der også jævnligt nye ideer op, eller måske løsningen på en problemstilling.
Inspirationen kan komme til mig udefra og via alle sanser. Jeg finder inspiration i næsten alt - nyt som gammelt, menneskeskabt som naturligt, ved at gå på loppis, kunstmuseer, national- og länsmuseer, kunst- og keramikudstillinger m.m. Ved at færdes i naturen året rundt, ose i butikker og selvfølgelig også surfe på internettet.
Det er ikke kun de umiddelbare sanseindtryk der lejrer sig, selvom oplevelsen af et maleri f.eks. kan være overvældende nu og her, det kan ligeså godt være en tilknyttet lugt, en fornemmelse, en stemning, en følelse eller en samtidig oplevet lyd, der sammen med maleriet aktiverer en hidtil glemt erindring og sætter en ny ide i udvikling.
Inspirationen opstår ofte undervejs i arbejder, f.eks. da glasuren løb igennem fletværket på et rakufad og resulterede et fantastisk farvespil på bagsiden (foto).
Tilføjelse feb. 2016: Fra jeg startede i 2009 og til nu, har mine inspirationskilder ændret forhold og styrke indbyrdes, for nogle er vokset og andre er skrumpet.
Naturen og indtryk derfra er fortsat største og vigtigste udefrakommende kilde, som yderligere har taget "markedsandele" fra internettet, udstillinger, andre keramikeres arbejder osv. - for disse kilder fylder nu meget lidt.
Jeg ser det som en naturlig ændring i forbindelse med, at jeg udvikler mig og bliver mere og mere sikker på mit eget udtryk.
Og inspirationen kan komme til mig indefra. For allerede ved opvågnen om morgenen, kan det myldre med nye ideer, som er udklækket under søvnen. Drømmetilstanden er ideel grobund for nye ideer.
Under arbejdet med leret kommer der også tit nye ideer til mig, som et led i en relevant problemløsning. Nogle gange udsprunget af noget jeg har set, arbejdet med, prøvet eller oplevet tidligere - måske helt tilbage fra barndommen - andre gange måske ud af den klare blå luft - Selvom jeg tror, at alt kommer et sted fra - det er bare ikke altid muligt at sætte en finger på hvorfra.
Jeg er fascineret af den frie organiske form. Men samtidig også af stramme geometriske forme og mønstre. At benytte de to modsatte udtryksformer til at skabe kontrast i et emne, er noget af det jeg arbejder med.
Som parallel er det jo egentlig grundvilkårene og kontrasten for os mennesker også. - Vi er som udgangspunkt frie organiske (naturlige) individer, der underlægges en opvækst og nogle livsvilkår med en variabel grad af opdragelse og tilpasning til omverdenen = de geometriske former og mønstre.
Jeg arbejder også med rustikke og robuste former kontra spinkle og mere skrøbelige former. Leret kan det hele, næsten da - og jeg kan forme det, som jeg vil, næsten da. For i virkeligheden handler det bare om at tage fat og eksperimentere - legen med leret er i gang.
De to vigtigste egenskaber er stædighed og tålmodighed.
At jeg elsker at udfordre leret, og på den måde helt naturligt finder nye muligheder, det baner størstedelen af vejen for mig. Men ind imellem er det ikke nok, og stædigheden tager automatisk over, indtil tingene endelig lykkes. - Eller, mindst ligeså vigtigt, tålmodigheden er nu endelig brugt op, og jeg må indse, at her var altså en grænse.
Jeg bliver jublende glad, når noget lykkes. Der er f.eks. mange andre før mig, der har flettet leret, som om det var læderstrimler, der var tale om. Men for mig var det, der tilbage i 2010* (note1), nyt og spændende. Og følelsen da eksperimentet lykkedes også igennem sidste brænding, den var ubeskrivelig og gav mod på mere, meget mere.
Oplevelsen var så ubeskrivelig, fordi jeg ikke havde en underviser, til at vise mig hvordan man nu gør. Og så kunne jeg ellers kopierere noget, andre har lavet i århundreder, gab. - Nej, det at bruge tid på selv at finde på noget nyt, selvom det så risikerer at blive "den dybe tallerken" om igen, det er for mig en større tilfredsstillelse end at bruge tid på at lære af andre.
Når andre ting så ikke lige lykkedes, så var, og er det stadig, at min medfødte stædighed og tillærte tålmodighed kommer på prøve.
For det er yderst sjældent, at jeg opgiver noget, jeg virkelig gerne vil, frivilligt. Derfor er mit tidsforbrug ind imellem enormt. For det er en lang og nogle gange snørklet vej fra ideen fødes og til det endelige resultat foreligger.
De førnævnte dyrebesøg ved hjemmet og naturoplevelserne generelt resulterer f.eks. i
Noget så flygtigt som efterårsregn har jeg også aftryk af.
Det opstod helt tilfældigt, fordi det blev regnvejr mens jeg raku-brændte.
Jeg havde ikke tålmodighed til at stoppe, nu jeg var godt i gang. Derfor nåede nogle få regndråber at lave fortyndede striber i glasuren på et salt- og pebersæt.
Nu og her ærgrede det mig, fordi det var så tydeligt i den hvidkrakelerende glasur. Hurtigt indså jeg dog, at der faktisk var tale om et fint aftryk af vejret - noget flygtigt som nu er bevaret for eftertiden.
Salt- og pebersættet kalder jeg "regnvejr i Lidhult" - men her på fotoet er regnen næsten ikke synlig.
Sten på grunden har givet inspiration til mine stenkopier eller "rokkesten". - Alene glasurfarven afgør, at der her er tale om en anden slags sten end den naturskabte.
Ideen udsprang egentlig af at vi, for at kunne slå græsset, måtte fjerne større og mindre løse sten fra grunden. Disse sten stablede min mand så ovenpå de store uflyttelige kæmpesten, hver sten lidt mindre end den forrige.
Så pludselig havde vi varder på grunden. Ideen var så at afslutte en sådan varde med en lidt anderledes "stenkopi". - Disse "kopier" har ind imellem følgeskab af en lille nisse eller skovtrold.
På fotoet ser du min allerførste rokkesten fra efteråret 2009 (solgt).
Glaspatch Kunstmosaik v/Mette Enøe.
.......er min største inspirator, både når det handler om at starte egen virksomhed op, men også når det drejer sig om troen på egen kreativitet og egne evner.
Min søster Mette Enøe står bag: www.glaspatch-glaskunst.dk
Mette startede sin virksomhed med unik glaskunst i 2003 - og for at sige det ultrakort, så går det hende forrygende godt.
Behøver jeg at sige, at Mette er autodidakt og har opfundet et sprog og en metode i arbejdet med glas, som er helt unik?
Et maleri af Ljungbymaler Sven Ljungberg har inspireret mig til mine "gemmeæbler", for hans æbler er dejligt røde og friske som de står i spånkurven.
Mine er mere som jeg husker min barndoms gemmeæbler, som stod i trækasser mørkt og køligt. Man fik i skyndingen nemt fat i et æble, der var over datoen og derfor muggent eller direkte råddent. Nogle af mine "gemmeæbler" ligner disse, men uanset udseende, så kan de alle gemmes i det uendelige.
Jeg oplevede Sven Ljungberg i efteråret 2009, da der var fernisering på sommerens produktion af Italiensmalerier. - Han drog, i en alder af næsten 90 år, stadig hver sommer til Italien for at male - og han var meget produktiv.
I sommeren 2010 døde han, efter kortvarig sygdom, under det årlige sommerophold i Italien.
Jeg kendte ikke manden personligt, men hans malerier taler til mig, og jeg møder dem heldigvis overalt i byrummet i Ljungby - inde såvel som ude.
Vikingeskibsmuseet i Roskilde eller The Tall Ships Races i Halmstad.
Under et besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, tilbage i påsken 2004, blev jeg fascineret af farven på sejlet på en bådkopi, der lå forankret ved museet - sejlet havde en flot dyb rødbrun farve. Denne oplevelse dukkede op i erindringen, da jeg i foråret 2011 iagttog et stykke birkebark, som netop har denne dybe rødbrune farve på bagsiden.
Derfra var der ikke langt til at forestille sig bådmodeller i raku med anvendelse af birkebark både direkte som sejl og som udtryk i keramikken.
I august 2011 besøgte vi Halmstad under "The Tall Ships Races" og gentog sejlturen fra året før med Halmstads vartegn "Tre hjärtan af Halmstad" - et smukt gammelt sejlskib og en dejlig sejltur blandt de mange besøgende sejlskibe fra hele verden.
Bådformene havde jeg nu "på lager" i forglødet tilstand - de ventede bare på færdiggørelsen. Efter sejlturen tog jeg direkte hjem og glaserede og raku-brændte dem. Det var The Tall Ships Races der iværksatte færdiggørelsen, men udtrykket og resultatet viser tilbage til oplevelsen ved Vikingeskibsmuseet tilbage i 2004.
Teckningsmuseet i Laholm, Hallands län, Sverige.
Teckningsmuseet i Laholm er Nordeuropas eneste tegningsmuseum. Vi har en skitsesamling i Køge, men det er ikke det samme, idet skitser er forarbejder, hvorimod tegningerne er det færdige kunstværk. - Se det blev jeg belært om af billetsælgeren på museet - fair nok.
Museet er absolut et besøg værdigt, med den fine samling af tegninger. Men overraskelsen for mig var Laholms Keramikmuseum, som ligger i kælderetagen af museet.
Laholm ligger ved Lagan-åen, hvis bred er rig på blåler. Derfor var her tidligere flere "kruk-makere" (pottemagere) med udsøgt keramisk produktion af brugsting. Desværre er disse, som så meget andet, udkonkurreret i moderne tid. Men udvalgte arbejder fra 1900-tallet er bevaret for eftertiden i denne fine samling oprindeligt oprettet af private.
Claymuseum - Danmarks Keramikmuseum, Middelfart.
Jf. Claymuseets hjemmeside er det: "Nordens eneste specialmuseum for nutidig dansk og international keramisk kunst, kunsthåndværk og design."
Da det er nemmere at nå på en endags-studietur, end Raku museet i Kyoto, Japan - ja, så vi drog af sted en efterårssøndag 2010. - Det var mens vi stadig boede på Vestsjælland.
Udstillingen i kælderen med afgangsværker af elever fra Bornholms Designskoles keramiklinie, var det mest interessante og spændende for mig. Den viste om noget spændvidden i lerets og keramikkens muligheder og udtryk og en fantastisk iderigdom hos de nyuddannede designere.
Erik Veistrup Samlingen i “Bikuben Stuerne” var også både interessant og inspirerende for mig. Det giver altid et kick at se, hvordan andre og mere øvede keramikere leger med leret - og ideer til at implementere nye udtryk i mine egne arbejder.
I min farmor hus var der altid god tid til det sjove. Det var tilladt at lege, klippe, klistre, tegne, farvelægge eller sy lige så længe jeg selv gad - og jeg behøvede ikke en gang at rydde op bagefter. Så næste dag kunne jeg nemt fortsætte hvor jeg slap.
Farmor blandede sig heller ikke i om jeg nu fik læst lektier, og der var ingen pligter. Så farmors hus var et dejligt fristed.
Min farmor var en farverig kvinde, der syede sit spraglede tøj selv, og ofte gik på visitter i stedet for at gøre rent. Og hun røg cigaretter og cerutter til daglig og cigarer ved festlige lejligheder.
De flotte cigarkasser i træ fik jeg at lege med, og jeg lavede smykkeskrin og skattekister ud af dem. Jeg samlede muslingeskaller og små søstjerner ved stranden sammen med hende - og disse klæbede jeg på udvendigt og indvendigt forede jeg cigarkasserne med silkepapir eller cellofan.
Da jeg arbejdede med raku-skrinene til venstre kom jeg i tanke om barndommens kreation af cigarkasse-skrin. Derfor blev kanterne som de blev - uden glasur - så de kom til at ligne kanterne på farmors cigarkasser, blot som negativ hvor hvidt bliver til sort.
Så min for længst afdøde cigarrygende farmor, har indirekte været inspirator til disse rakuskrin.
Glasuren har drillet undervejs i utallige prøvebrændinger - for den er lunefuld, men usandsynlig smuk, når den lykkes.
Så fandt jeg endelig frem til to lertyper, der kunne klare både spinkelt filigranarbejde og raku på en gang. - Raku som ellers er kendt for kræve en vis godstykkelse for at lykkes.
Pludselig gik det hele op i en højere enhed, og følelsen var ubeskrivelig. Jeg tror at fortidens alkymister har følt noget lignende, når de skabte "guld."
Tilføjelse pr. 7-6-2017: Glasuren hedder "hawaiian cobber blue" og er stadig min yndlings-glasur. - Skålen på fotoet hedder "Æblet falder sjældent langt fra stammen" (solgt).
NB: Du finder opskrift og fremgangsmåde under Materiale & Teknik/Favorit-lertyper og -glasurer.
En video om "horsehair-raku" blev inspiration til "cotton-raku".
Jeg så videoen og fik helt bogstaveligt "kriblen i fingrene" for at lave noget lignende. Men hvad gør man lige i skyndingen, når man ikke har nogen hest og det i øvrigt er øsende regnvejr, så al raku-brænding er udsat?
Jeg gik ud fra de forhåndenværende materialers princip, for jeg havde blødt bomuldsgarn og træk-af-voks på lager.
Så jeg prøvede at dyppe en stump garn i voksen og så trække den hen over en forglødet skål med løs hånd.
Fornemmelsen var god, mere løs end ved anvendelse af pensel - og det blev slet ikke så tosset endda.
Efterfølgende blev skålen glaseret og voksen trukket af igen.
Dagen efter lykkedes det at rakubrænde imellem bygerne - også skålen, som du ser på fotoet (solgt). Et eksperiment der lykkedes i første forsøg - så nemt er det ikke altid.
Et overrumplende og uplanlagt møde med papirkunstneren Karen Bit Vejles smukke papirklip, på Kalmar Slot i foråret 2012, blev retningsgivende for mit videre arbejde med porcelænspapirleret, som jeg allerede da brugte i min raku-filigran.
Jeg kendte ikke Karen i forvejen, og jeg vidste heller ikke at udstillingen var der. Men lige der, overrumplet som jeg var, i den mørke riddersal imellem de kæmpestore og oplyste hvide papirklip, kom ideen til selv at genoptage barndommens papirklip.
Men det skulle være på en helt ny måde, nemlig med ler og kniv i stedet for papir og saks.
Jeg havde en tid haft tanker om at finde en hvid kontrast til det mørke raku - og jeg fandt den lige der på udstillingen.
Kimen var lagt til en fremtidig konkurrence mellem mørkt og lyst - rakufiligran overfor porcelænsfiligran.
Naturlampeskærmen med træsilhuetter og rådyr (solgt) er et eksempel på et porcelænsarbejde med udspring i papirklip.
Unika keramik og akvarel.
