I maj 2022 tog jeg springet og præsenterede mine første nutidige akvarelmalerier her på hjemmesiden.
Jeg skriver nutidige, fordi jeg faktisk har malet før, men stoppede tilbage i 1998. Og indrømmet, det var lidt af en kamp for mig, at komme i gang igen efter så mange år.
For jeg vidste, at jeg ville være rusten på teknikkerne, og at det ville tage mig tid, at nå tilbage både teknisk og kunstnerisk, til det niveau jeg havde dengang.
Derfor var det også keramikken jeg endte med at vælge, der tilbage i 2009, hvor jeg stod med en førtidspension og 2 ledige hænder og bare ville i gang med noget kunstnerisk og kreativt igen.
For hellere starte med noget spændende nyt og uprøvet, end at skulle bruge år på at indhente det forsømte maleri.
Men da vi besluttede at holde Coronalukket hele sæsonen 2020, så var det også den oplagte mulighed for at genoptage maleriet, hvis det nogensinde skulle være.
Som tænkt så gjort, og efter 1 1/2 års onlinekursus med akvareløvelser "on and off" vendte jeg i senvinteren 2022 endelig tilbage til mine egne motiver - og ikke mindst mit eget personlige udtryk.
Stakken af akvareløvelser med farvenoter på bagsiden, den gemmer jeg indtil videre i en arkivkasse på værkstedet.
Så det du ser her er alene mine personlige og nutidige akvarelmalerier fra foråret 2022 og fremadrettet.
Små akvareller: Uindrammet: 24 x 32 cm. - Indrammet: 31 x 41 cm.
Priser oplyses på forespørgsel, men ligger fra DKK 500,- (uindrammet) til DKK 1.200,- (indrammet).
Store akvareller: Uindrammet: 36 x 51 cm - Indrammet: 52 x 72 cm.
Priser oplyses på forespørgsel.
OBS: Nogle af akvarellerne har i virkeligheden en 0,5 cm bred hvid kant hele vejen rundt, men den er beskåret på nogle af fotografierne. Derfor er signaturen i flere tilfælde også usynlig her, dvs. uden for fotoet.