Keramik ugler.

Min historie om ugler - en sandfærdig barndomserindring.

"Der var en gang en lille rødhåret pige på næsten 4 år, som boede langt, langt ude på landet sammen med sin far og mor og lillesøster på 2 1/2 år. De boede på en rigtig gammeldags bondegård af den slags som nu kun findes i historie-bøgerne. 

Bondegården havde det hele - og det næste er meget vigtigt - der var hele 3 skorstene på stuehuset og en masse køer og grise i staldene og høns i hønsegården. Der var både mose, marker og enge, og det så langt som øjet rakte. Alle disse herligheder havde givet moderen en vane med at stikke næsen bare en anelse i sky, når hun fortalte, at de var næsten propritærer. 

Den lille pige og hendes søster delte et gavlværelse få meter fra de store hundrede-årige bøgetræer. Når de blev sendt i seng tidligt på aftenen, var de slet ikke færdige med at snakke om alle dagens oplevelser, så de kunne ikke andet end snakke videre. Men forældrene, især moderen, mente at børn i den alder skal sove og ikke snakke, når det er blevet aften. Så hun tyssede ustandselig på børnene og truede i afmagt med alverdens sanktioner dagen efter, hvis der ikke snart blev stille. 

Det var meget artige børn, faktisk artigere end de fleste, og de ville virkelig gerne gøre det rigtige, så mor blev glad. Men de var også som børn er flest, de levede i nuet og glemte alt for hurtigt, hvad mor lige havde sagt.

Moderen var altid meget træt om aftenen og havde brug for ro, og det var den egentlige grund til at børnene skulle så tidligt i seng og være så musestille.

En aften, hvor børnene som sædvanlig var sendt tidligt i seng, hørte de en mærkelig tuden lige uden for vinduet. De syntes, at det lød lidt uhyggeligt, og de blev helt stille for at lytte og finde ud af, hvad det egentlig var de hørte. 

Moderen lyttede også, for hun havde en kedelig vane med at liste sig uset hen og stå helt tæt ved døren ind til børnenes værelse, for ellers kunne hun jo ikke høre hvad de snakkede om. Moderen forstod derfor straks, at børnene var lidt skræmte af den mærkelige tuden, og hun fik en lys ide. 

Hun gik til faderen og fik ham med på ideen, og de kom begge tilbage til børnenes værelse. Nu var det faderen der talte - han kunne være meget myndig, når moderen gav ham lov. Han fortalte, at det var den store ugle, som tudede udenfor vinduet. Og den tudede, fordi den var vred på børnene, fordi de også forstyrrede den med al deres snak. Hvis ikke børnene passede på, sagde faderen, så ville uglen komme og kradse og hakke på vinduet og måske komme helt ind til dem og kradse og hakke dem.

Børnene blev meget stille efter faderens tale, og forældrene var tilfredse og gik tilbage til deres. Børnene hviskede ganske sagte sammen nu, for at far og mor ikke skulle blive forstyrret mere. De kunne ikke helt finde ud af, om de virkelig skulle være bange for uglen eller ej. De blev dog enige om, at så længe vinduet var lukket, så kunne den ikke komme ind og gøre dem noget, for selvom den var meget stor, så kunne den da ikke hakke ruden itu, vel ?

Det mærkelige var, at i tiden efter så kom uglen oftere og oftere på besøg ved vinduet om aftenen, og altid hvis børnene snakkede i stedet for at sove. Og den begyndte også at kradse og hakke på ruden, hvad den ikke havde gjort før. - Børnene lærte virkelig at være stille nu, for så holdt uglen sig væk, og så var der ikke noget at være bange for mere."

P.S: Mange år senere - efter at vi var blevet voksne - fik vi fortalt, at det var vores far der, på mors opfordring, havde optrådt som uglen med tuden, rude-krads og det hele. 

^ Tilbage til top